Blodet fra bloddonorerne bliver for
eksempel brugt til ofre for trafikulykker, patienter med forskellige
kræftsygdomme og mennesker, der mister blod ved operationer. Ofte
er det et spørgsmål om liv eller død.
Blodmangel i ferier
Heldigvis er manglen på bloddonorer ikke så katastrofal, at
nogen dør, fordi de ikke kan få tilstrækkeligt nyt
blod. Men især i forbindelse med ferier og højtider kan
det være svært at få fat i bloddonorerne. Samtidig er
det af stor betydning, at blodbankerne er forberedte på store
ulykker.
En til fire gange om året
De fleste donorer bliver tappet fra en til fire gange om året.
Ved hver tapning giver de en halv liter blod. En donor på cirka
60 kg har fem liter blod i kroppen og har ikke problemer med at
undvære en halv liter. Efter 14 dage er det tabte blod gendannet.
Blodet tjekkes
Ved hver tapning bliver der taget små prøver, som bliver
undersøgt, før blodet bliver brugt til andre.
Undersøgelsen er en sikkerhed for både bloddonoren og den,
der modtager blodet.
Flere får gavn af blodet
Blodet fra bloddonorerne bliver centrifugeret og adskilt i flere dele,
blandt andet røde og hvide blodlegemer, blodplader og plasma.
På den måde får flere mennesker gavn af det samme
blod.
Brug for alle blodtyper
Vi har forskellige blodtyper -
nogle er meget almindelige, andre mere sjældne. Uanset hvilken
blodtype, du har, er der brug for dit blod. Hvis din blodtype er meget
almindelig, er der også mange mennesker, der har brug for netop
din type blod. Som donor kan du dog komme ud for, at du kun bliver
indkaldt forholdsvis sjældent. Det, at du står til
rådighed som donor, har imidlertid stor betydning.
Blod på lager
I nogle tilfælde skal blodet bruges med det samme. Derfor kan
donorer komme ud for at blive hasteindkaldt. Det mest almindelige er
dog, at blodet lægges på lager i Blodbanken, indtil der
bliver brug for det.